Trump har smadret den gamle verdensorden. Her er tre doktriner for dansk udenrigspolitik i autokraternes tid

Trump har forrådt Vesten, og flirter med verdens autokrater. Europa må indse, at vold virker, og den eneste reelle magt er militær slagkraft

Af Magnus Barsøe, førstesuppleant til EU-parlamentet og folketingskandidat (S) og civiløkonom. Bragt i Politiken 16.4.2025.

En amerikansk invasion af Grønland. Et Nato uden USA. Og en kinesisk overtagelse af Taiwan uden protester fra Trump.

Det er tre scenarier, som ikke længere er komplet usandsynlige.

Den 78-årige byggemagnat Donald Trump har kastet den eksisterende verdensorden i grus og erstattet den med kaos. Det er svært at begribe det tempo, som Trump river den bestående verden ned. Trumps forslag om ’fred’ i Ukraine ligner mere kapitulation, og forleden luftede Trump muligheden for at annektere Grønland. Man fristes til at spørge: Hvad hulen foregår der?

Danmark og Europa må se i øjnene, at en ny og mere dyster verdensorden toner frem. USA trækker sig tilbage fra verden og vender sine allierede ryggen, og Rusland udgør en eksistentiel trussel mod Europas frihed. Den deprimerende sandhed er også, at Trumps politik nyder bred folkelig opbakning: Trumps popularitet er stor, og demokraterne fremstår forpjuskede og lederløse.

Trumpismen forlader derfor næppe Det Hvide Hus med Trump.

Bundlinjen er, at den verdensorden, vi har kendt siden Murens fald, er død. Hvad der kommer i stedet, er uklart. Men skaden på USA’s renomme er uoprettelig, og ingen fornuftige stater vil nogensinde igen lade deres sikkerhed afhænge af de politiske vinde i Washington. Den nye verden kalder på en omkalfatring af Europas sikkerheds- og udenrigspolitik. Om denne politik kan betegnes som mere realistisk eller militaristisk, må andre vurdere, men den bør basere sig på tre doktriner:

Ingen kan stole på USA

Den første: Vi kan stole på nul procent af, hvad Trump siger, og USA's garantier er værdiløse. Jeg medgiver, at den konklusion er ret skræmmende, men alt andet vil være uansvarligt.

Det har store konsekvenser for vores Nato-politik. Nato er Danmarks sikkerhedspolitisk anker, og det skal vi holde fast i, men Trump har defacto reduceret USA til et løst tilknyttet medlem. USA vil formentlig hjælpe, hvis Putin går ind i Polen, men det forekommer usandsynligt, at Trump vil sende styrker, hvis Rusland besætter en litausk grænselandsby.

Trumps forræderi har fået stemmer på venstrefløjen til at lufte deres gamle had til Nato og USA, men deres tanker om at erstatte Nato med et nordisk forsvar eller et EU-militær er naive luftkasteller. Europas stærkeste militære magt, Storbritannien, er ikke med i EU. Det er Norge heller ikke. Og Tyrkiet, som har den næststørste hær i Nato, er heller ikke EU-medlem.

Vi skal holde fast i Nato, men have et langt stærkere europæisk samarbejde. Helt konkret bør Danmark næsten udelukkende købe europæisk teknologi og materiel, og den kommende tyske kansler Friedrich Merz taler om et regionalt ”atomskjold”, hvor de europæiske Nato-lande beskyttes af de britiske og franske atomvåben. Den ide bør vi helhjertet støtte.

USA’s flugt fra verden stiller os europæere i et diplomatisk dilemma. Vi skal på den ene side undgå, at USA driver helt væk fra resten af Vesten, fordi USA er et liberalt demokrati, verdens største økonomi og verdens stærkeste militære magt. Vi har meget tilfælles med vores amerikanske venner. Men vi skal omvendt være hudløst ærlige om Trumps løgnagtighed.

I disse uger foregår der intense fredsforhandlinger mellem USA, Europa, Rusland og Ukraine. I disse forhandlinger indgår en såkaldt sikkerhedsgaranti fra USA. Sikkerhedsgarantien handler om, at USA skal være klar til at indsætte tropper og ultimativt bruge atomvåben, hvis Rusland bryder freden. Europa skal naturligvis forsøge at lande en aftale, der binder USA tæt til Europa, men hele ideen om en sikkerhedsgaranti er et fatamorgana. Trumps ord og garantier er intet værd. Man kan ikke stole på Trump.

Det forstemmende udgangspunkt for en ansvarlig europæisk sikkerhedspolitik bør være, at alle amerikanske garantier er værdiløse.

Autokraternes tidsalder

Den anden doktrin lyder: Den globale konfliktlinje trækkes ikke mellem religioner, ideologier og kulturer, men mellem autokrater og demokrater. Geopolitiske sympatier, alliancer og krige opstår og skal forstås gennem denne prisme.

Den amerikanske politolog og forfatter Robert Kagan har beskrevet denne opdeling i demokratier og autokratier, og hans argument er tosidet. For det første deler autokratierne en fælles fjende: Det liberale demokrati. Regimer i lande som Iran, Rusland, Kina og Nordkorea har forskellige ideologier og religioner, men autokratierne deler en foragt for retsstaten, ytringsfrihed, frie valg og frie medier. Derfor danner de venskaber og alliancer, skriver Kagan.

For det andet afviser Kagan blankt ideen om, at verden gradvist bliver mere demokratiske. Man er naiv, hvis man tror, at interne kræfter langsomt forvandler Rusland og Kina til demokratier efter vestligt forbillede. Der kan skam sagtens være samhandel og diplomati mellem autokratier og demokratier, men der kommer ingen forbrødning og permanent fred. Autokratiernes ultimative mål er de liberale demokratiers kollaps. Vesten skal derfor ruste sig til en verden, hvor normalen er nationalisme, militær oprustning og rå geopolitiske magtkampe. Demokratierne kan enten tabe eller vinde.

Kagan taler også om, at man skal kigge på autokratiske politikere og ikke kun autokratiske lande. Trump er demokratisk valgt, men har på lange stræk mere til fælles med Vladimir Putin og kinesiske Xi Jinping end med franske Emmanuel Macron og Mette Frederiksen. USA er åbenlyst hverken Iran eller Nordkorea, men grundlaget for dansk og europæisk udenrigspolitik skal være, at Trump-regeringen ideologisk set er tæt på autokraterne i Kreml og Beijing end demokraterne i Bruxelles og London.

Tag Kina som eksempel: I øjeblikket fremstår Kina som Trumps store geopolitiske fjende, men skinnet bedrager. Hvis man bruger Kagans logik, forekommer det mere sandsynligt, at Trump først laver en aftale med Putin om Ukraine og derefter dropper sin fjendtlighed overfor Xi Jinping og kigger væk, mens Kina opsluger Taiwan og dominerer det sydøstlige asien. Vil Trump gå i krig for at forsvare Taiwan? Det forekommer mig ganske usandsynligt.

Militær magt er den eneste valuta

Den tredje doktrin: Vold virker, og den eneste magtvaluta er militær magt.

Min gamle kollega på Jyllands-Posten, Flemming Rose, har i debatten om ytringsfrihed og pressens mulige censur sagt mange gange, at de danske mediechefer skal være ærlige om årsagen til, at de nægter at vise tegninger af profeten Muhammed. Årsagen er, siger Rose, at vold virker. Truslen om vold virker afskrækkende. Det har han ret i. Og det samme gælder i storpolitik.

Vi europæere skal lære lektien fra især to hændelser de senere år. Den ene handler om Israel. Israels udradering af Hizbollah og bombningen af Hamas førte direkte til diktatoren Bashar Al-Assads fald i Syrien og svækkede Rusland og Irans greb om Mellemøsten. Man kan mene meget om Israels krigsmaskine, og jeg er bestemt skeptisk overfor brutaliteten i Gaza, men Israels missiler og hemmelige agenter udrettede mere på få måneder end utallige økonomiske sanktioner og diplomatiske trusler. Israel har slået fast overfor regionens autokrater, at der kun findes en militær supermagt i Mellemøsten. Det vil være fundamentet i enhver forhandling de kommende år.

Den anden er, at Europas nødtvungne følgagtighed overfor Trump bunder i en katastrofal mangel på militær magt. Vi europæere bildte os selv ind, at vores bløde magt i form af demokratiske værdier, samhandel og dialog havde samme forhandlingskraft som hård militær magt, men det var en illusion. Din forhandlingsstyrke som land er reelt blot en funktion af din militære slagkraft.

Spørgsmålet er: Hvor meget skal Europa opruste for at blive taget seriøst igen? Det er vanskeligt at sjusse sig frem til, men lad os forsøge. I dag står USA for omkring 65 procent af Natos samlede forsvarsbudget, der ligger på 10.500 milliarder kroner. USA’s forsvarsbudget alene er faktisk mere end to gange hele Danmarks økonomi. Nato er i øjeblikket en ret tandløs alliance, hvis man trækker USA ud af ligningen, og de resterende 32 lande kan næppe udfylde det økonomiske hul med det samme.

Men det er ikke en umulig opgave at opretholde en slagkraftig forsvarsalliance uden USA. Mange lande øger allerede markant deres forsvarsbudgetter. I Polen er man oppe på 4,1 procent i forhold til landets økonomi, og samlet set ligger Nato-landene på to procent i snit. Men man bør nok antage, at alle alliancens medlemmer som minimum skal bruge, hvad USA bruger på krudt og kugler i dag, hvilket svarer til 3,5 procent af landets bruttonationalproduktet. Hvis alle NATO-landes forsvarsbudgetter fremover skal være på amerikansk niveau, vil det kræve, at man samlet set øger militærudgifterne med 380 milliarder dollars. Det svarer til over 2.600 milliarder kroner - årligt. I Danmark vil det betyde, at vi øger forsvarsbudgettet til omkring 105 milliarder kroner. Det er næsten det dobbelte af, hvad vi bruger i dag og et budget så stort, at det sætter rammen for alt andet, vi gerne vil bruge penge på: Skoler, universiteter, plejehjem, hospitaler, skattelettelser og en værdig pension.

Men har vi råd til at lade være? Jeg tror det ikke. Vi bliver som danskere og europæere nødt til at tænke over, om vi tør satse på, at den gamle verdensorden med et relativt stabilt og venligsindet USA vender tilbage. Jeg tror det ikke. Trumps svigt har været for stort. Den gamle verden er død. Vi er alene hjemme i Europa og vi har akut brug for droner, teknologi, efterretninger og kampklare bataljoner. Vold virker. Og kun et slagkraftigt Europa kan afskrække og holde balladen væk.