Hvis vi intet gør, vil spekulanterne pelse os i årevis

Vi skal beskatte overnormale milliardprofitter og tøjle det vilde europæiske elmarked ved eksempelvis at indføre et indtægtsloft.

Over 53 milliarder kroner.

Så mange penge skovlede de danske elspekulanter hjem til sig selv sidste år, viser en opgørelse i erhvervsmediet Finans.

De internationale spekulantselskaber, der handler med olie og energi i en eller anden form, tjente i alt omkring 800 milliarder kroner sidste år. Det sker vel og mærke i et år, hvor almindelige familier, lønmodtagere og pensionister knap kunne betale deres gigantiske varme- og strømregninger.

Det er decideret ulækkert. Det er den moderne kapitalismes mest brutale og spekulative skyggeside i fuldt flor.

Lad os et kort beskrive, hvad disse elspekulanter laver: De skaber ingenting. De ejer ingenting. De handler blot strøm på en computer. De forsøger groft sagt at score kassen ved at bruge algoritmer til at forudsige vejret. Det sker eksempelvis ved at levere strøm til virksomhed A til en given pris og derefter købe det billigere hos vindmølleproducent B, fordi de satser på, at mere vind presser prisen ned.

Elspekulanterne påstår, at de skaber værdi for forbrugere og virksomheder, fordi de sikrer, at markedet flyder. Men noget skal man jo bilde sig selv og politikerne ind, når man tjener milliarder, mens svulmende gasregninger er ved at presse helt almindelige familier på gaden. De voldsomme profitter er en klart tegn på, at spekulanterne er blevet et ekstremt fordyrende mellemled.

Man bør også bide mærke i to ting.

For det første er enhver finansiel spekulation forbundet med risiko og et nulsumsspil. Nogen vinder, og nogen taber. De 53 milliarder kroner er nogle andres tab.

I dette tilfælde taber de europæiske virksomheder, der betaler for meget, eller de producenter, der får for lidt for deres strøm. Og højere strømpriser presser i disse år konkurrenceevnen på industriselskaber i eksempelvis Tyskland. Spekulationen er et fordyrende mellemled, der i sidste ende kan koste vækst og arbejdspladser.

For det andet taler vi om et wildwestmarked, hvor spekulanter arbejder på fine adresser, men opererer i juridiske gråzoner eller er direkte kriminelle. I april anholdt politiet otte mand fra et aarhusiansk spekulantselskab og varetægtsfængslede dem i fire måneder. De er sigtet for markedsmanipulation for et trecifret millionbeløb.

Elmarkedet er reelt løbet løbsk. Det vil være et fint første skridt at lave en særskat på eksempelvis 33 procent og føre pengene tilbage til forbrugere og virksomheder, som EU-kommissionen har foreslået.

Men det er ikke nok.

Faktum er, at hvis vi intet gør, så vil spekulanterne pelse os i årene fremover

Vi skal indse, at det europæiske elmarked gennemsyres af spekulation, og derfor skal reguleres langt skrappere. Det kunne være via et decideret indtægtsloft.

Faktum er, at hvis vi intet gør, så vil spekulanterne pelse os i årene fremover.

Indlæg bragt på Netavisen Pio 29.8.2023

Forrige
Forrige

Det er bims, at vi stadig tillader privatfly

Næste
Næste

Selvfølgelig har vi råd til at give de ældre ordentlig pleje